Det er længe siden, jeg har åbnet min blog....
Dette år har været hårdt og udfordrende på mange niveauer. Når jeg ser tilbage er det blevet mere og mere fragmenteret... som om de forskellige situationer ikke har været en del af et levet liv men blot en række stillbilleder, som om der ikke har været noget ind imellem... Og det har der nok heller ikke været, for hver gang, jeg har haft mulighed for ikke at stå forrest eller midt i brændpunktet, har jeg gemt mig.. sovet... lyttet tv eller bare sumpet ned et sted, hvor jeg ikke behøvede at tænke eller gøre noget.....
Med andre ord... jeg lever stadig på kanten af en depression.... eller måske ER jeg i den..
Jeg kan ikke MÆRKE sammenhængen, selv om jeg ved, den er der et sted.....
Det er som om, jeg slet ikke er til stede imellem de situationer, der bare kræver at jeg skal præstere.....
Som om jeg totalt lukker for det hele..... her inde i min lille mørke papkasse med meget ringe lysforsyning....
Men når der er møde omkring sønnen eller en af de andre ringer, så kan MOR-delen af mig være helt fremme i skoene.. og jeg gør, hvad der kræves.... og falder sammen bagefter som om jeg har løbet et maraton....
Jeg ORKER ingenting...... lader bare som om......
Når jeg endelig tager på indkøb er det som om, jeg lægger mig selv på en hylde, mens en del af mig, der er i stand til at begå sig (sådan da, med blindestok og behov for hjælp til at finde tingene på hylderne) gør det pr automatik... og så kan jeg ikke huske det bagefter...... eller... det har ligesom ikke relation til MIG, der jo billedlig talt ligger på hylden.... og så er der ingen sammenhæng.... bare fragmenter af en dag... endnu en dag...............
Dette kan en psykiater sikkert sige en masse klogt om, tror jeg.... - og jeg selv også...... og nu skal jeg prøve at finde ud af, om jeg virkelig skal blogge det her............
