søndag den 11. november 2012

Depressionen truer....



Det er længe siden, jeg har åbnet min blog....  
Dette år har været hårdt og udfordrende på mange niveauer. Når jeg ser tilbage er det blevet mere og mere fragmenteret... som om de forskellige situationer ikke har været en del af et levet liv men blot  en  række stillbilleder,  som om der ikke har været noget ind imellem... Og det har der nok heller ikke været, for hver gang, jeg har haft mulighed for ikke at stå forrest eller midt i brændpunktet, har jeg gemt mig.. sovet... lyttet tv eller bare sumpet ned et sted, hvor jeg ikke behøvede at tænke eller gøre noget.....
Med andre ord... jeg lever stadig på kanten af en depression.... eller måske ER jeg i den..
Jeg kan ikke MÆRKE sammenhængen, selv om jeg ved, den er der et sted..... 
Det er som om, jeg slet ikke er til stede imellem de  situationer, der bare kræver at jeg skal præstere.....
Som om jeg totalt lukker for det hele..... her inde i min lille mørke papkasse med meget ringe lysforsyning....
Men når der er møde omkring sønnen eller en af de andre ringer, så kan MOR-delen af mig være helt fremme i skoene.. og jeg gør, hvad der kræves.... og falder sammen bagefter som om jeg har løbet et maraton....
Jeg ORKER ingenting...... lader bare som om......
Når jeg endelig tager på indkøb er det som om, jeg lægger mig selv på en hylde, mens en del af mig, der er i stand til at begå sig (sådan da, med blindestok og behov for hjælp til at finde tingene på hylderne) gør det pr automatik... og så kan  jeg ikke huske det bagefter...... eller... det har ligesom ikke relation til MIG, der jo billedlig talt ligger på hylden.... og så er der ingen sammenhæng.... bare fragmenter af en dag... endnu en dag...............
Dette kan en psykiater sikkert sige en masse klogt om, tror jeg....  - og jeg selv også...... og nu  skal jeg prøve at finde ud af, om jeg virkelig skal blogge det her............



5 kommentarer:

  1. Dejlig at høre fra dig her på bloggen, men det gør mig selvfølgelig ked af at høre at du ikke har det godt. Jeg er selvfølgelig ikke til nogen hjælp, men du skal ihvertfald vide at jeg har set længe efter dig her på bloggen. Jeg viste bl.a. min mand de flotte plantekassens du har som højbed, det har givet os inspiration. Mange knus med god bedring. Annette

    SvarSlet
  2. Kære Anette
    Tak for din kommentar - og jo - du ER faktisk til hjælp.....
    Bare det, at du skriver gør, at jeg føler mig en smule mere levende... og det glæder mig at mine højbede har kunnet inspirere Jer.
    Lige efter jeg havde lagt dette indlæg ind på bloggen, viste jeg det til ham, jeg elsker, og vi fik sådan en god samtale om det... så nu er frygten for, at være helt alene om det elimineret.... Så Tak Anette... du sendte en hilsen lige på rette tid og sted. Hav en dejlig dag - Vibeke

    SvarSlet
  3. Jeg har også manglet dig og set efter dig her i Blogland. Det er et stort skridt du tager her og skriver hvordan du har det. Mor-løven er nok den som er sværest at tabe, det er derfor den kommer frem når der er brug for den.
    Jeg vil foreslå at du går til din læge og taler med ham/hende om hvordan du har det så du kan få hjælp. Jeg håber også du har nogen derhjemme som kan sparke dig igang.

    Kh. Lis

    SvarSlet
  4. Hejsa
    Det lyder som om du trænger til en eller anden form for hjælp, jeg gør nok ikke den store nytte, ved da snart ikke lige hvad jeg skal skrive.En tur ud i luften gør godt prøv at sætte næsen op i mod solen, men først og fremest gå til læge som Lis siger.Synes det er modig af dig at skrive om det på bloggen, det er noget af et skridt.
    Knus fra Doris

    SvarSlet
  5. Kære Vibeke. Håber du snart "haler dig op" i lyset igen. Du har evnen til at mærke at du ikke har det godt, og det er vel det første skridt på vejen til at få det bedre og du har styrker - kreativitet og kærlighed i dit liv.

    SvarSlet