mandag den 30. januar 2012

Nye beboere... og det ski... skuldersjal... igen-igen !

Min nye beboer, som skal hedde Berta - blev leveret til døren     af den søde Pernille fra Silkeborg. Og idag kom så denne kommunale fætter, som jeg pga. min ryg har til livsvarigt lån ... super !


Stolen kan det hele - op og ned - vippe rygstøtte og sæde - låses fast - og armlænene kan justeres i højden !!  Så nu er der chance for at jeg kan holde til at sidde lidt længere ! SUPER !
For det er der i sandhed blevet brug for, med det skuldersjal, der bare byder på SÅ mange forhindringer.......
Jeg kan jo godt kende og mærke forskel på ret- og vrangside, men en diagonal midte er ikke så nem at finde op og ned på....... så jeg har smukt vendt en hel stribe "på hovedet" - og det kunne jeg først se, da jeg fik fat i mit formindskelsesglas, som giver mig et lidt mere anvendeligt synsfelt, ved at gøre tingene mindre...... summa summarum... hele formiddagen har jeg pillet op og syet sammen igen.... nu skulle det være rigtigt.......
Egentligt har jeg ikke noget imod at der er fejl i mine ting - det giver ofte lidt ekstra "personlighed" i det færdige arbejde.... men det skal være utilsigtet !!
Til gengæld kan jeg se, at den kant af små dominoruder, jeg havde sat min lid til, nok ikke kommer til at fungere.... den bliver for "slap" - ikke så markant, som jeg havde håbet....
Løsningen er muligvis at halvere den og så sy den på bagsiden, så det ligner en smal "tittekant" i stedet...... vi får se - dette projekt tager bare tid.....tid.....tid....

( Jeg ville ønske jeg var lidt bedre til det med layout.... men kan ikke få den skrifttype ind, jeg gerne vil, ej heller sætte billeder ind hvor  jeg vil.... er der mon nogen der kan hjælpe ?? )

Udenfor har musvitterne fået hormonforstyrrelser... de tror vist det er forår, selvom det er hundekoldt. Men smukt er det, med solen og sneen......
Nu er det vist tid til en halv time mere i den fine stol ( tror s'gi han skal hedde Gustav ) mens jeg funderer over, hvordan han skal betrækkes. Tænker lidt i hæklerier.... hmmmm?
Hav en dejlig solrig dag derude !

fredag den 27. januar 2012

OVERMOD !!

Ok - Indrømmet !
 Fanden... - eller noget andet har taget mig... eller også er jeg måske blevet manisk...?? ( Det må være det ski.... rygestop!)

JEG HAR KØBT EN GINE !!!!!

-af Pernille i Silkeborg, som sender den til mig på mandag... hurra for Den Blå Avis...... og giner i str 44 !

Og det er ikke det, at jeg har brugt penge, der får hjertet til at flimre og selvtilliden til at vakle... nej , det er det faktum at det er en gine - og den skal der hænges noget op på... og det skal sys !!!

Tror godt nok jeg blev lidt overmodig der, for jeg kan jo fakta ikke se, hvad pokker jeg laver mere.... men måske kan min fortid som håndarbejdslærer - samt en smule hjælp fra en seende, der kan hjælpe med at tegne et nyt grundmønster op - alligevel få mig i gang med at sy igen - nu da jeg har smidt snart 35 kg....
Det kunne da være sjovt endelig at sy noget til mig selv, der ikke er i teltstørrelse, men måske ligefrem kan profitere af lidt læg hist og pist ?
Og når det hænger på en gine, kan jeg vel FØLE mig frem, ikke sandt?

Jeg ved ikke rigtigt om jeg lige har lagt an til et gigantisk nederlag eller om det muligvis blot ender med en poncho.....  Men never mind !
Lige nu tillader jeg mig at drømme lidt... og sparker al realisme og fornuft over i hjørnet....

Jeg skal ha' en gine igen !

- Om ikke andet, kan jeg vel bruge den til at hænge halskæder på ? !

torsdag den 26. januar 2012

Datterhjælp....

Så kom der lige en ung dame forbi..... som helt klart mente, at dette sjal måtte være strikket med hende i tankerne... ja hun kunne nærmest ligesom fornemme, hvordan sjalets sjæl kaldte på hende, og at de droges mod hinanden..... ganske enkelt hørte sammen.........
Heldigvis ville hun gerne stå model, selvom jeg nu er ansvarlig for at have ødelagt hele universets karmasystem ved IKKE at forære hende sjalet - den manipulerende lille mæfikke !! ;0)

Skuldersjal - og skuldersjal..

Herlig dag - lys over land og en frisk vind - og rigtigt bidende koldt ! Dejligt med lidt vind ! Jeg trænger til at mærke vinden.. helst ved Vesterhavet - men mindre kan gøre det.....
Så hvis I på Vejlekanten spotter en lille tyk ældre dame , der isvøbt diverse tæpper står og gemmer sig et sted i vegetationen, så er det nok mig, der nyder blæsten akkompagneret af  lyden af tusind raslende blade......................
Og efter at have genlæst gårsdagens indlæg, er det vist meget tydeligt, at denne dame trænger til lige at blive blæst igennem og kølet lidt af ;0)

Og så er jeg blevet færdig med mit "Jeg-kan-ikke-beslutte-mig-og-vil-ikke-ryge-overspringsprojekt"... Billedet er ikke godt;- det med at drapere noget ud over en større flade, er ikke min stærke side.... Måske kan det tage sig ordentligt ud på min smukke datter, der (forhåbentligt) kommer en tur i morgen...... Vi ser....

Og så er der den uendelige historie med mit DROPS skuldersjal... de mange lapper, og hvor ufærdigt det ser ud sammensyet.  Nu forsøger jeg mig med at strikke små domino-ruder langs kanten af sjalet... Jeg tror, det vil komme til at se mere færdigt ud med en sådan kant - det tager bare lidt tid at lave dem. Der skal være 3 for hver tern, så det bliver 94 små tern ialt.... Og jeg er nødt til at vælge farve for hver ny tern, så der ikke kommer en lang mørk stribe - garnet skifter jo ikke så tit... Så derfor har jeg målt hvor meget garn, der bliver brugt til en tern... og ruller nu garnet op i små bundter, så jeg kan bestemme farveløbet rundt om sjalet... De oprindelige tern i tæppet er på 63 startmasker... og derfor bliver de små tern 1/3 af det minus en maske, til at give plads til de altid løsere kanter på ruderne dvs opslag på 21 masker. Jeg ved ikke hvor meget man kan fornemme på billedet.....  nu må vi se, hvad de næste dages indsats viser.....


Hav en dejlig lys dag derude  - Quinden

onsdag den 25. januar 2012

Glad i låget !!

Jeg er SÅ glad idag !!!

ENDELIG - efter 11 mndrs skriven frem og tilbage, studier af sociallovgivningen og konsultationer af diverse rådgivere fra dansk blindesamfund, er det lykkedes mig at få bevilget et beløb til dækning af mine merudgifter !!!!! (Medicin, transport o.l)

Man skal nok have været i situationen, for helt at kunne sætte sig ind i, hvor udmattende og op-ad-bakke det er, at få godkendt noget som helst, i vores kriseramte samfund. Også selv om der er hjemmel for det i lovgivningen. ( Og det er der altså , når man er 95 % blind, gangbesværet  rollatorbruger med en gangafstand på 50 m !)
Det kræver både udholdenhed og et godt helbred. Og ikke mindst et selvværd, der kan bære  den utrolige stigmatisering, der hele tiden nedgør den enkelte borger.

I mange kommuner ligger der et uofficielt notat om, at ALLE ansøgninger skal afslås  ved første henvendelse. Så er det nemlig kun dem, der har viden og overskud til at anke, der kommer igen.
Det gør mig simpelthen så vred. Hvad med de ældre eller syge borgere, der ikke har kræfterne til det?

Flere gange i denne sagsbehandling har jeg spekuleret på, hvor mange år det mon tager, før de syge eller ældre borger får tilsendt dette diskrete kommunale tilbud:

Er du en borger, der tager plads eller penge fra os andre ?
Kan du ikke længere leve med at være til bevær ? 
Gør noget ved det nu !!
Få en sprøjte eller en  kugle for panden - kun 215 kr ( begravelsesomkostninger ikke inkluderet).

 Ansøgning i 4 eksemplarer samt årsopgørelse for  seneste 3 år vedlægges..

Nej - så sjovt var det vist heller ikke.....

Jeg må lige minde mig selv om, at det rent faktisk lykkedes... og jeg ER glad......  og sender en varm tanke til alle Jer skatteydere derude, der på den måde, er med til at holde mig i live med medicin !!

Inderligt tak !






mandag den 23. januar 2012

Rygestop

Jeg har begivet mig ud i et af de største projekter gennem mange år - nemlig et rygestop.
Det er fandeme ikke så ligetil !!! - Men nu har jeg - bevæbnet med diverse lakridser og en masse garn - været røgfri siden 10.januar, og det er altså ret godt gået af éen, der efterhånden havde sneget sig op på godt over de to pakker om dagen !!!
Til gengæld er jeg blevet totalt  socialt uspiselig, og sidder bare og snerrer over mit strikketøj ovre i hjørnet...  - vi får se hvordan det spænder af ;0)
 Mit skuldersjals -projekt er ved at tage form. Jeg er ved at sy lapperne sammen nu, og jeg kan med det samme se, at jeg skal have en eller anden kant på, så det ikke ser så  ufærdigt ud. Spørgsmålet er, om det er den mørkeste eller den mere farverige af de to mix delight, jeg skal bruge. Det må jeg se at finde ud af... jeg kan ikke tænke så godt uden nikotin... hmmmmm







I tænkepausen har jeg så kastet mig over et andet lille projekt. Jeg havde to bundter lækker uld i naturfarvet, som jeg ikke har fundet anvendelse for i flere år, og det blev til den nydeligste bort (oprindeligt en drops-opskrift i lace ) som kan kante et rustikt lille kast-mig-rundt-om-nakken-sjal til  mine mange korte havebesøg . - Jeg er entusiastisk fuglefodrer .
Fandt noget lidt tykkere uld til selve sjalet, og synes egentligt det ser ud til at blive ret godt - rustikt men alligevel lidt sødt - og frem for alt varmt.

Det glæder jeg mig til at se færdigt.... om et par dage og 10 nedbidte negle's tid ;0)
I øvrigt er det rigtigt dejligt at høre fra andre bloggere - tak for Jeres kommentarer !

Hav nu en god januardag derude i den tiltagende vinter ;0)

fredag den 13. januar 2012

Lille skuldersjal.....

Jeg har gennem december med jævne mellemrum - når jeg blev for træt af sokker på 4 pinde - strikket en lap eller to i dominostrik.  Og nu er der så de ønskede 50, der kan sys sammen til et lille skuldersjal eller stola, eller hvad det nu kaldes.....
Jeg har nydt at strikke med det lækre drops delight garn - farverne er de samme som på bagsiden af det DROPS jeg så den i  nemlig 202 og 205,  men mine lapper er kun 2/3 af modellens størrelse.
Nu har jeg fået lagt alle op ved siden af hinanden og jeg TROR det ser godt ud nu, med de to farver fordelt lidt. Det må det færdige resultat vise - der kommer nok et lille foto, når det er helt færdigt.

søndag den 8. januar 2012

Et Nyt År

Så er det januar igen..............................
Ifølge kalenderen er lyset nu på vej tilbage - og jeg glæder mig.
Min mørke tid begynder i slutningen af oktober og ender igen i marts.
Jeg er stort set blind  efter en blodprop i synsbarken for 3 år siden og har ca 5 % af mit synsfelt tilbage, så jeg ser meget lidt, og i den mørke tid udelukkende det, der er belyst.
Det betyder, at min hverdag til tider er temmelig udfordrende - især  mine 4 måneders nat hvor alt er gråt eller bare væk.
Efter mange år med utallige kreative gøremål, har jeg følt mig "grounded" og "stækket" - og mit selvværd har fået et alvorligt knæk ved tab af mange kompetencer, og ikke mindst mødet med et meget stigmatiserende og rigidt system som førtidspensionist.
De sidste 3 måneder har forsøgt at holde en  begyndende depression stangen, og jeg er så træt af det.
Så nu har jeg besluttet mig til at føre denne blog - med mine tanker - mine projekter og ideer - så der kommer et synligt bevis på, at der stadig er noget, der gror -  at jeg ER her... eksisterer... og kommer igennem !